For pårørende

Pårørende kan spille en vigtig rolle i kursistens rehabiliteringsforløb på Kildebo – Center for Neurorehabilitering.

Forundersøgelsen:

Vi anbefaler, at pårørende deltager i forundersøgelsen med henblik på at yde støtte og samtidigt få et indtryk af Kildebo. Udover at kunne hjælpe med at besvare spørgsmål om sygdomsforløbet og  den aktuelle situation kan pårørende bidrage ved at stille spørgsmål og være med til at huske informationer. Desuden kan den pårørende og borgeren efter undersøgelsen sammen gøre overvejelser om et eventuelt genoptræningsforløb på Kildebo, ligesom den pårørende ved påbegyndelse af et forløb som kursist kan være en støtte i overgangen til de nye omgivelser. Vi anbefaler, at der ikke deltager mere end 2 pårørende.

Opholdet:
I rehabiliteringsperioden er pårørende velkomne på besøg. Som regel vil besøg ligge bedst eftermiddag eller aften. Der vil efter aftale være mulighed for overnatning i kursistens bolig. Kæledyr må komme på besøg.
Det er muligt af og til at spise med, mod et mindre beløb, efter indgået aftale to dage forinden. Man kan, ligeledes efter aftale, også selv lave mad i Kildebos træningskøkken.

I forhold til genoptræningen har man som pårørende mulighed for at overvære en træningsseance, og ved behov modtage vejledning vedrørende kursisten om strategier fx i forhold til forflytning til egen bil, spisning, kommunikation m.m.. Efter behov kan der også aftales samtaler med neuropsykolog.

Med fjorten dages mellemrum afholdes interne netværksmøder med kursist, rehabiliterende team samt pårørende efter kursistens ønske. Ved mødet vil vi tale om, hvordan det går, hvad der er opnået siden sidst og i fællesskab sætte mål for den følgende periode. Som pårørende kan man desuden bidrage med oplevelser og iagttagelser, fx i forbindelse hjemmeorlov.

Cirka en måned før opholdet slutter, afholdes der et møde med kommunen med kursist, pårørende efter kursistens ønske samt det rehabiliterende team. På mødet drøftes plan for videre forløb, fx forlængelse af opholdet, videre træningsmuligheder i forbindelse med udskrivelse til eget hjem eller behov for udskrivelse til permanent bolig med mulighed for støtte.

Med hensyn til egenbetaling af kost samt betaling og levering af medicin aftales nærmere med Kildebo. Der er mulighed for at få leveret bestilt medicin fra lokalt apotek direkte til Kildebo.