For borgere

Du bliver henvist til Kildebo- Center for Neurorehabilitering via din kommune på baggrund af sygehusets vurdering af dit genoptræningsbehov (en genoptræningsplan).

 

Forundersøgelse:
Hvis Kildebo vurderer, at du passer til vores målgruppe, bliver du indkaldt til en forundersøgelse. Her vil du møde et tværfagligt team bestående af sundhedsfaglig person, ergo- og fysioterapeut samt neuropsykolog. Ved mødet vil vi tale om, hvordan du klarer dig, fx i dagligdags aktiviteter, og hvilke problemer du ønsker at træne. Fysioterapeuten vil foretage en mindre undersøgelse, hvorefter du sammen med ergoterapeuten vil anrette en lille frokost. Inden du forlader Kildebo vil vi som hovedregel gensidigt afklare, om - og i givet fald hvornår – et træningsforløb kan påbegyndes og du kan flytte ind på Kildebo som kursist.

Vi anbefaler, at du til mødet har en pårørende med.

Når du flytter ind er du velkommen til at sætte dit personlige præg på din bolig og gøre den hyggelig med planter, billeder m.m..

Opholdet:
Træningen foregår dagen igennem i forbindelse med dagligdags aktiviteter som bad, påklædning, toiletbesøg, spisning, madlavning, tøjvask og rengøring samt mere specifikt i form af træning af balance, gang og styrke/udholdenhed, tale og sprog, opmærksomhed og koncentration, brug af telefon m.m.. Træningen vil for det meste foregå individuelt, men kan også foregå i gruppe.                           

Dagens program vil blive skrevet på en white-board-tavle i din bolig.    

Med fjorten dages mellemrum vil vi afholde et internt netværksmøde med deltagelse af dig og gerne en pårørende samt din tovholder fra sundhedsgruppen og det øvrige rehabiliterende team omkring dig. Ved mødet vil vi tale om hvordan det går, hvad der er opnået siden sidst og i fællesskab sætte mål for den følgende periode.

Cirka en måned før din opholdsbevilling udløber vil der blive afholdt et møde med dig, dine pårørende, det rehabiliterende team fra Kildebo samt sagsbehandlere fra kommunen. På dette møde vil dit fremtidige forløb blive drøftet. Der kan fx være tale om en forlængelse af opholdet, om foranstaltninger og videre træningsmuligheder i forbindelse med udskrivelse til eget hjem eller om behov for udskrivelse til mere permanent bolig med mulighed for støtte.

Under opholdet på Kildebo må der påregnes udgifter til medicin og en egenbetaling til dækning af kost og husholdningsartikler.