Praktisk information

Her finder du praktisk information omkring dit ophold på Kildebo

Besøg

Når du er indskrevet til et ophold på Kildebo - Center for neurorehabillitering, er du er velkommen til at have dine pårørende på besøg. Som regel vil besøg være bedst om eftermiddagen eller om aftenen. Der vil efter aftale med teamet være mulighed for at pårørende overnatter i din bolig. Kæledyr må gerne komme på besøg i din bolig.
Det er muligt for pårørende af og til at spise med, mod et mindre beløb, efter indgået aftale 2 dage forinden. Man kan, ligeledes efter aftale, også selv lave mad i Kildebos træningskøkken. Vi henstiller til, at hvis der er pårørende på besøg indtages måltider i egen bolig.

Dine pårørende inviteres til DIS-møder og statusmøder og kan komme med deres inputs til rehabiliteringen. Det vil ligeledes være muligt for dine pårørende at overvære en træningsseance, og ved behov modtage vejledning vedrørende fx strategier til forflytning til egen bil, spisning, kommunikation m.m. Efter behov kan der også aftales samtaler med neuropsykolog.

Hjemmelavet mad

Alt mad tilberedes på stedet, og det er muligt at komme med ønsker til menuen.

Der er ansat to personer i køkkenet, en der tager sig af frokost i hverdagene og en der sørger for den varme mad. Når køkkenpersonalet ikke er på arbejde er det den sygeplejefaglige gruppe der tager sig af at tilberede maden.

 

Egenbetaling

Når du er indskrevet til et ophold på Kildebo skal du selv betale for din medicin. Derudover skal du selv sørge for toiletartikler, andre fornødenheder og transport.

Hvis du er indskrevet til et ophold efter § 107 i serviceloven vil der være en egenbetaling til kost, rengøringsartikler og lignende på 2000-3000 kr. om måneden.