Tværfagligt personale

På Kildebo arbejder flere forskellige fagpersoner sammen om, at du kan nå dine mål i din specialiserede neurorehabilitering

På Kildebo arbejder der en række forskellige fagpersoner som du vil møde under dit ophold.

Der vil være et fast team omkring dig som har ansvaret for din specialiserede neurorehabilitering bestående af nedenstående faggrupper efter behov, men du vil også møde resten af personalet i hverdagen. Derudover kan flere faggrupper deltage i den samme træningsaktivitet. I hverdagen er det ikke nødvendigvis dit team der foretager træningen, men de har ansvaret for, at det forløber efter planen.

Sundhedsfaglig gruppe

Den sundhedsfaglige gruppe består af 16 personer, fordelt på sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, samt social, og sundhedshjælpere. Der er desuden 1 sygeplejerske ansat som faglig koordinator.

Den sundhedsfaglige gruppe er på arbejde hele døgnet. De tager sig i høj grad af den daglige pleje, medicin og kontakt med din egen læge. Derudover kan de hjælpe med kontakt til hospitaler, hvis du fx har en ambulant kontrol. Endeligt støtter de også op omkring din træning sammen med resten af teamet.

Fysioterapeuter

Der er 4 fysioterapeuter på Kildebo, hvoraf 1 fysioterapeut er specialist inden for neurorehabilitering og har en master i rehabilitering.

Fysioterapeuterne arbejder med at genoprette den fysiske funktion igennem fysiske træning, bl.a. omkring styrke, gangfunktion og balance.

Fysioterapeuterne tager sig, i samarbejde med ergoterapeuterne, af hjælpemidler og hjemmebesøg.

Ergoterapeuter

Der er 5 ergoterapeuter på Kildebo, hvoraf 1 ergoterapeut har udviklingsfunktion og 1 ergoterapeut er certificeret kliniker inden for neurorehabilitering.

Ergoterapeuterne tager sig primært af aktivitetsbaseret træning med fokus på, at borgeren generhverver evnen til at varetage daglige aktiviteter. Herudover varetager ergoterapeuterne træning omkring synkefunktion.

Ergoterapeuterne tager sig, i samarbejde med fysioterapeuterne, af hjælpemidler og hjemmebesøg. 

Neuropsykologer

Der er 2 neuropsykologer på Kildebo. De tager sig primært af testning og træning af kognitive færdigheder. De kan også invitere dine pårørende til en samtale.

Audiologopæder

Der er 2 audiologopæder på Kildebo. De tager sig primært af udredning og træning af de talemotoriske, sproglige og/eller sociale kommunikative vanskeligheder. De kan også rådgive dine pårørende og personalet i hvordan i bedst kan tale sammen.

Køkkenpersonale

Der er 2 personer i køkkenet til at lave hjemmelavet mad. 1 der tager sig af frokost og 1 der sørger for den varme mad om aftenen.