Rehabiliteringstilgang

På Kildebo anvendes neuropædagogisk tilgang, der skal gøre borgeren i stand til i højere grad at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv

Neuropædagogisk tilgang

Rehabilitering omfatter det hele menneske, og derfor arbejder Kildebo ud fra en neuropædagogisk tilgang, der bruger viden fra både biologien, psykologien, filosofien, sociologien og pædagogikken i den specialiserede neurorehabilitering. 

Kildebo har  borgeren i centrum. Derfor er det vores udgangspunkt, når der skal besluttes, hvad rehabiliteringen skal indeholde. For at få det fulde billede af hvem de er, inddrages deres pårørende også, i det omfang det er nødvendigt – og på en måde, som er så loyal over for deres ønsker og håb, som muligt.

Rehabilitering

Kildebos tilbud bygger på:

Tværfaglig, koordineret og evidensbaseret indsats.

Rehabilitering ud fra WHO´ s ICF model, hvor fokus er funktionsevne, deltagelse og livskvalitet.

Der arbejdes teambaseret, og træningsindsatsen omkring den enkelte borger er altid individuelt tilrettelagt og koordineret imellem fagpersoner på Kildebo, borger og pårørende. egen læge og hjerneskadekoordinator og andre fagpersoner fra hjemkommunen. 

Der arbejdes evidensbaseret og der opdateres løbende i forhold til nyeste viden. Der tages udgangspunkt i anbefalinger og forløbsprogrammer fra sundhedsstyrelsen omkring tværsektorielle forløb.

Der foregår systematisk opfølgning og dokumentation efter krav i forløbsprogrammerne.

Fællesskab

På Kildebo er man en del af et fællesskab. Som udgangspunkt indtager man sine måltider i dagligstuen sammen med de andre borgere, ligesom der er mulighed for at deltage i morgensamling. Derudover kan der være holdtræning af forskellig art og fælles ture ud af huset.

Ved morgensamlingen sættes der en ramme for dagen og vi gennemgår bl.a. dagens vejr, dagens ord, dagens menu, samt markante nyheder eller begivenheder. Morgensamlingen afsluttes med en sang, der skifter fra uge til uge.

Fællesskaber gør det muligt for borgeren, at møde andre i samme situation og de kan måske spejle sig i nogle af de andres erfaringer og oplevelser. De vil opleve, at de ikke er alene, for selvom ikke alle har helt de samme udfordringer, vil nogle af de samme ting gøre sig gældende på tværs af fællesskabet.